Tandplejen i Odense lagde stilen om
Klinikassistenter, tandplejere og tandlæger i Center for Tandpleje i Odense Kommune har været igennem et uddannelsesforløb i Den Motiverende Samtale hos Dualog. Det har betydet, at personalet har lagt stilen om og har skiftet perspektiv fra primært at se sig selv som eksperter, der fixer patientens tænder, til at være en stærk faglig samarbejdspartner for den enkelte patient.
Det handler ikke længere kun om bøjler, elastikker, fluor og huller i tænderne, men i højere grad om at se mennesket bag den åbne mund i tandlægestolen. Om at få etableret det bedst mulige samarbejde med patienten om den fælles opgave at passe godt på tænderne. Det sker bedst ved at finde ind til, hvad der driver og motiverer den enkelte og ved at være bevidst om, hvad det er for et liv og en sammenhæng, behandlingen skal virke i.
Sagt på en anden måde: Tandplejen i Odense har bevæget sig fra en behandlende og fejlfindende kultur, båret af det, der kan afdækkes uden at tale med patienten, til en sundhedsfremmende kultur, hvor der er fokus på brugerinvolvering og samarbejde om at finde de rette løsninger. For naturligvis er Tandplejens personale eksperter på det tandplejefaglige, men det er patienten, der er ekspert på sit eget liv.
Uddannelsen i Den Motiverende Samtale, der specifikt er designet til Tandplejen, har lært medarbejderne at gå på opdagelse i den enkelte patients ressourcer og ønsker. De har lært at bruge åbne spørgsmål og lade være med at drage konklusioner på vegne af patienten. Det vigtige er at lytte til patienten og finde ind til hans/hendes egne motiver til forandring.
Kernen i Den Motiverende Samtale er at etablere et samarbejde, der har fokus på at finde ressourcer og indre motivation hos den person, der ønsker at skabe forandringer i sit liv. Det er det enkelte menneske selv, der skal finde frem til forandringen med støtte fra fagpersonen.
Alle medarbejdere og ledere i Center for Tandplejen i Odense Kommune har været igennem det omfattende kompetenceudviklingsforløb, som blev igangsat i 2017.
- Det er et ambitiøst forløb, lederne satte i gang, fastslår Bente Malig, Dualog. Den succes, der er opnået, skyldes i høj grad deres store passion og det ejerskab, de har taget for den organisatoriske forandringsproces. Der er vist mod og risikovillighed, og når dertil kommer, at medarbejderne har været utrolig dedikerede gennem hele forløbet, fordi de har oplevet, at det giver mening for dem, ja så er resultatet blevet så godt, som tilfældet er. Det har været en fornøjelse at være tovholder på denne opgave.
Tandplejens oplevelse
Sådan har afdelingstandlæge, Birgit Klausen og drift- og personaleleder, Joan Nørgaard, Tandreguleringscenter Fyn, oplevet processen:
Vores samarbejde med Bente har været konstruktivt. Hun har hurtigt tilegnet sig et stort overblik over Tandplejens opgaver og medarbejdernes kommunikative kompetenceniveau. Samtidig er hun super dygtig til at planlægge undervisningsforløbene.
En så relativ stor ændring i Tandplejens praksis kræver stor ledelsesopbakning. Bente har været dygtig til løbende at motivere til dette.
Bente er god til at gøre stoffet let forståeligt og er eminent til at komme med praksisnære eksempler. Samtidig har vi altid følt os godt tilpas og inspireret i hendes selskab.
Bente har med sin stille og rolige og yderst professionelle undervisning vist os, at Den Motiverende Samtale også kan anvendes kollegaer imellem.
Tandplejen har med Den Motiverende Samtale og tilhørende metoder fået et godt pædagogisk redskab til at forbedre tandsundheden både for den brede gruppe af borgere og socialt udsatte børn, unge og voksne. Formålet med at påbegynde kompetenceforløbet var netop at blive dygtigere til den sundhedspædagogiske del af kerneopgaven.
Vi glæder os til næste skridt, hvor vi skal udvikle Den Motiverende Samtale som ledelsestilgang.